Der er mange måder at sætte farten ned på

Der er mange måder at sætte farten ned på. Og livet guider os gennem vores sjæl, der vil vise os gang på gang, at vi skal gå langsommere.

Livet vil dæmpe os, indtil vi acceptere at sjælens rejse på jorden, er en lang opdagelse af det, der betyder noget, og at se det med hjertet.

Der er mange måder at sætte farten ned på, og mens vi gør det, ved vi at livet igen vil sætte fart på os. Der er mange måder at dæmpe kapløbet i os og omkring os, vel vidende at vi igen kommer til at deltage i kapløbet

For vi er menneske. Og det er menneskeligt. En af de dybeste læringer der sidder i mig, er at når jeg acceptere og elsker mit menneske, så danser min sjæl og jeg kan igen lytte.

Nogle af de ting, vi kan gøre, for at sætte farten ned, er at lukke de ting ud, som vi holder inde. Konfrontere det vi undgår. Give slip på ting og lægge dem fra os. Undlade at falde i søvn igen, når vi er vågnet. Og praktisere accept.

Jeg har ofte i mit liv mærket, at når jeg klamrer mig til noget, sætter jeg mere fart på. Og følelserne kalder på langsommelighed og ro. Og på at blive mærket og accepteret og sluppet. Vi kan ikke se følelsernes skønhed, så længe vi holder dem fast indeni os. Frygten eller tristheden hamrer bare endnu mere i vores krop, jo længere vi skjuler den. 

Selvom vi stritter nok så meget imod, er det gang på gang livets og sjælens budskab, at når noget er lukket inde, skal vi lukke det ud.

Når vi frigør de ting, der har fundet kroge i os, begynder spændingerne fra følelserne at løsne sig og knuderne i vores liv at løse sig op. Helt naturligt og menneskeligt.

Modstand mod sandheden og det vores sjæl kalder på, sætter nemlig altid fart på os igen. Og medfører smerte. Alt for ofte har jeg diskuteret med livet i stedet for at arbejde sammen med det, for at navigere mig igennem forhindringer og smerte. Og for mig er den store port at gå ind af altid accept. Stoppe op. Gøre mig langsom. Og lytte indad. Lytte til min sjæls stemme igen og sige min sandhed højt.

Smerte og kærlighed tvinger os til at være vågne, og afstå fra at falde i søvn igen og fra at blive følelsesløse igen. Det er derfor vi har brug for hinanden.

Vi kommer kun et stykke vej alene. Men vi kan hjælpe hinanden med at afbryde vores indre kapløb, med at stoppe op og være langsomme og lytte til vores sjæls og livets dybe visdom igen